Foråret 2023 på Hvilhøj

Foråret 2023 på Hvilhøj

Foråret har været lunefuldt her på Hvilhøj. Det føles som at der har været uendelig meget nedbør og blæst, men indimellem har der nu også været nogle virkelig skønne solskinsdage…mindes jeg i hvert fald.


Bedene

Det har kriblet for at plante ud i bedene som vi har klargjort i vintermånederne. Bedene er lavet med genbrugskompost jord som vi har hentet i tonsvis på genbrugspladsen i sne, frost og al slags vejr. I år har vi klargjort 9 bede plus det løse rundt omkring. Vi har fyldt midtergangene med træflis, i håb om at kunne holde ukrudtet nogenlunde til dørs.

Vores afgrøder skal være sprøjtefrie og derfor er bedene gennemtænkt med planter som gavner hinanden og som er med til at holde skadedyrene væk. De er også blevet pyntet med festlige vindmøller som er med til at skræmme kaniner og fugle væk.

I år har vi fordoblet vores jordbærbede - så vi glæder os meget til juli. Til bedene har vi hentet Morten Kock halmballer, som fungerer udmærket for at beskytte jordbærene og holde ukrudten nogenlunde væk. Det gamle jordbærbed fra sidste år ser ud til at komme godt igen, men det er lidt svært at se, da vi i al forårstilberedelsen har ladet ukrudtet vokse frit - så det trænger til en ordentlig omgang lugning.

 

Forspiring

Vi har startet planterne indenfor i vindueskarme og alle steder med sollys og varme. Varme har også været en udfordring, da vores gamle 223 år gamle hus er rimelig køligt. Vi vil investere i en masseovn, som vi forhåbentlig får inden næste vinter - men det er en helt anden historie.

Anders har lavet et drivhus i en rimelig størrelse i år, hvor vi i april og maj har flyttet de fleste af planterne ud fra vindueskarmene, samt startet græskar-, salat- og kåldyrkningen. Drivhuset er tiltænkt meloner, okra og søde kartofler over vækstsæsonen og så har vi små plastik drivhuse til vores agurker.


Uplantning

I maj har vi endelig begyndt at plante ærter, gulerødder, pastinakker, løg, kartofler, jordsokker, bønner og kål ud i bedene.

Her sidst i maj har vi haft dejlig solskin, men meget vind, så tomaterne får lov til at blive lidt i drivhuset endnu. Så vil vi vænne dem til at komme lidt ud ad gangen inen de kommer ud permanent. Dengang vi havde kolonihave, havde vi alle tomaterne ude på friland og det fungerede rigtig godt, så det vil vi forsøge igen her på marken.

 

Ukrudt

De dejlige solskinsdage har selvfølgelig betydet en masse vanding, samt ukrudts lugning - og det bliver, som bekendt, ved resten af sæsonen. Det er jo også skønt at sidde ude på marken i aftensolen og pusle om bedene og fundere over livet og tilværelsen - eller til en god podcast.

Iblandt ukrudtet er der selvfølgelig en masse nytteplanter som kan anvendes til alskens sunde lækkerier, som skvalderkålspesto, ekstra vitamin og phytostof tilskud til de grønne morgensmoothier, samt pift til salater. De kan selvfølgelig også bruges til at pimpe alle ellers “kedelige” retter med (som hotdogs).

Opskrifter på sæsonens natur er vi naturligvis også vilde med og det kan du læse mere om i fremtiden.