Sunde chokolade-zucchini muffins

– når grøntsager møder chokolade

Nogle af de bedste opskrifter opstår, når haven giver mere, end vi kan nå at spise. Lige nu høster vi stadig masser af zucchini her på Hvilhøj, og efter succesen med vores blåbær-zucchini muffins fik jeg lyst til at eksperimentere med en mere chokoladefyldt version.

Resultatet blev disse saftige chokolade-zucchini muffins, som er lavet med havregryn, zucchini og naturlig sødme fra banan eller dadler. De er fyldt med små stykker chokolade, der smelter under bagningen og gør dem til en perfekt mellemting mellem en sund snack og en lille kage.

Zucchinien bidrager med fugt og en blød konsistens, mens kakao, kanel og et strejf af nellike giver en varm og rund smag. Selv dem, der normalt er skeptiske over for grøntsager i bagværk, bliver ofte overraskede over, hvor lækre disse muffins er.

De fungerer godt som en hurtig morgenmad, i madpakken, til eftermiddagskaffen eller som en lille sød snack efter en lang dag i haven.


 

Sunde chokolade-zucchini muffins

Ingredienser

  • 5 dl finvalsede havregryn

  • 5 dl revet zucchini

  • ½ dl kakaopulver

  • ½ dl olivenolie

  • ½ dl ahornsirup

  • 2 æg (store)

  • 1 moden banan

  • 1 tsk bagepulver

  • 1 tsk vaniljesukker

  • 1 tsk Ceylon-kanel

  • ½ tsk natron

  • ½ tsk salt

  • ¼ tsk stødt nellike

  • Et par håndfulde små chokoladebrud eller chokoladeknapper

Fremgangsmåde

  1. Forvarm ovnen til 180 °C.

  2. Riv zucchinien.

  3. Blend havregrynene til mel i en foodprocessor.

  4. Bland havremel, kakaopulver, bagepulver, vaniljesukker, kanel, natron, salt og nellike i en stor skål. Vend chokoladen i de tørre ingredienser.

  5. Blend bananen og tilsæt ahornsirup samt olivenolie. Blend videre, til massen er så ensartet som muligt.

  6. Tilsæt æggene og blend til en jævn masse.

  7. Blend halvdelen af den revne zucchini kort med de våde ingredienser.

  8. Hæld de våde ingredienser over i skålen med de tørre ingredienser, tilsæt resten af zucchinien, og rør det hele sammen.

  9. Fordel dejen i muffinsforme.

  10. Bag muffinsene i 15–18 minutter, eller indtil toppen springer tilbage, når du trykker let på den.

  11. Lad muffinsene køle af på en rist. Bruger du silikoneforme, er de nemmest at få ud, når muffinsene har kølet lidt af.




 

Her på Hvilhøj elsker vi opskrifter, der gør det nemt at bruge sæsonens råvarer. Disse chokolade-zucchini muffins er et godt eksempel på, hvordan en stor høst kan forvandles til noget, hele familien glæder sig til at spise. Og hvis man ikke lige ved, at der gemmer sig zucchini i dem, er det de færreste, der gætter det.